Mængden af plastik i vores oceaner - og i hele det bredere naturlige miljø - er enorm og stiger hver dag. Med bevidstheden, der hurtigt spreder sig, og potentielle farer og risici bliver diskuteret mere åbent i det offentlige forum, er det gyldne spørgsmål tilbage, hvad er den bedste måde at dæmme op for denne eksploderende miljøkrise? Og som et underemne, hvordan holder plastgenbrug egentlig?
Vi som planet producerer omkring 300 millioner tons plastik årligt, og produktionen tegner sig for næsten 10% af verdens råolieforbrug. FN's Plastic Disclosure Project anslår, at 33 % af alt fremstillet plastik kun bruges én gang.
Mens skæbnen for det meste plastik ligger på lossepladser og forbrændingsanlæg, tegner uopsamlet affald sig for 22 % af alt plastikaffald - hvoraf 8 millioner tons kommer ind i vores have årligt. For en visuel sammenhæng, billede en skraldebil på størrelse med New York City, der deponerer sit træk i havet hvert minut af hver dag i et helt år.
Plastprodukter er anslået til at holde op til 500 år uden at gå i stykker, og ifølge OECD genanvendes kun 9 % af plastikken årligt. Dette er en lille mængde i forhold til andre genanvendelige materialer såsom glas (25 %), metaller (35 %) og papir (65 %). Omkring halvdelen af al plastik ender på lossepladser, men der findes uden tvivl bedre alternativer.
Afbrænding af plastaffald og udnyttelse af den resulterende energi kan virke levedygtigt som et alternativ til dumpning. Det reducerer affald, der går på lossepladser og have, og den genererede varme kan producere damp til husholdningernes elforbrug, som et alternativ til rå fossile brændstoffer. Men omkring 10-15 % af den samlede masse af brændt plast bliver til giftig aske, der frigives til den luft, vi indånder.
Disse produkter i plastaske kan skade miljøet og menneskers sundhed, samt bidrage til klimaændringsfaktorer.
Vi har alle hørt rådet om at 'reducere, genbruge, genbruge' vores plastik, men det lægger byrden på enkeltpersoner snarere end industrier. Med en genbrugsinfrastruktur, der stadig mangler i mange regioner, lyder masseproduktion af bionedbrydeligt eller komposterbart plast som det bedste alternativ. Imidlertid er bionedbrydelige produkter stadig ikke godt reguleret, og begrebet 'biologisk nedbrydeligt' er ikke særlig veldefineret.
Biologisk nedbrydelig plast kan fremstilles af både vedvarende biologiske materialer og af fossile brændstoffer. Under passende forhold kan disse nedbrydes via enzymer og mikrober for at omdanne store polymerer til meget mindre molekyler som metan, kuldioxid og vand. Kun omkring én procent af det samlede fremstillede plastmateriale er biologisk nedbrydeligt eller biobaseret.
En misforståelse er, at bionedbrydelig plast er det samme som bioplast. Dette er usandt. Lavet af plantebaserede materialer frem for olie, ses bioplast som et fornybart alternativ til traditionel plast. En af de største konkurrenter er polymælkesyre eller PLA, som kan fremstilles af majs eller sukkerrør. PLA kan dog stadig ophobes på lossepladser, hvis det ikke bortskaffes korrekt. Det kan nedbrydes inden for tre måneder under industrielle komposteringsforhold, men på en traditionel losseplads kan det stadig tage alt fra 100 til 1000 år, svarende til traditionel plast.
Traditionel mekanisk genbrug lyder som om det burde være meget simpelt, men i virkeligheden er det dyrt og tidskrævende med ringe samlet gevinst. Plastprodukter kan smeltes om for at blive rekonstitueret, men de skal på forhånd renses grundigt og sorteres efter polymertype.
Udover de logistiske problemer, er et andet problem, som mekanisk genbrug udgør, at slutproduktet sjældent er så godt som dets bestanddele. Hver cyklus med smeltning og omformning kan forårsage ufuldkommenheder og svagheder i det endelige produkt, hvilket kun tillader nogle få anvendelser, før det endelig skal kasseres.
Mens afbrænding af plastaffald er teknisk set en slags kemisk omdannelse har nye udviklinger fundet måder at genvinde mere end blot termisk energi.
Katalytisk og pyrolytisk kemisk genanvendelse kan bryde de lange polymerkæder af plast op til monomerer (enkelte enheder, hvorfra polymerer dannes) og genvinde disse til nye polymerer eller andre kemikalier helt. Dette er anderledes end at smelte plastik ned til piller og omforme dem til brugbare produkter. Reformering af polymerer på molekylært niveau gør det muligt at ignorere urenheder, og produkter af høj kvalitet kan resultere fra processen igen og igen.
Omkostningerne og det praktiske ved kemisk plastgenanvendelse i en ordentlig industriel skala er endnu ikke helt kendt, men måske er plastproblemet på vej til at blive løst for altid. Lad os håbe det!
Bekymret over skæbnen for dine kemikalier? Vi er her for at hjælpe. På Chemwatch vi har en række eksperter, der spænder over alle kemikaliehåndteringsområder, fra kemikalieopbevaring til risikovurdering til varmekortlægning, eLearning og mere. Kontakt os i dag for at få mere at vide på sa***@ch*******.net.
kilder:
